FC Storebælt fejrer 15 års jubilæum

Tillykke til os selv med 15 års jubilæum.
Den 27. november 2008 blev FC Storebælt stiftet på en generalforsamling som en fusion af de to traditionsbundne fodboldklubber i Korsør. Vi kan altså i dag fejre 15 års jubilæum.
På en måde er det også et helt særligt jubilæum, da moderklubberne Korsør Boldklub ville have fejret 120 års jubilæum i år, og Halskov Boldklub af 1998 kunne have fejret 25 år - selvom sidstnævnte klub faktisk har rødder helt tilbage til år 1925. Det er en historie vi er stolte af. Det var derfor vi i foråret satte os ned og lavede en hyldesttrøje til vores to moderklubber. En trøje der forenede de to, og som havde begge klubbers logo. For selvom vi i dag er forenet i lyseblåt, så skal vi ikke glemme hvor klubben kommer fra.
Meget er sket på de 15 år og vi vil fortsat værne om vores værdier og mål om fodbold for alle. Mere end nogensinde synes vi, at vi lever op til det formål. Her skal være plads til alle i FC Storebælt.
Tillykke til alle medlemmer, nuværende som forhenværende. Og en stor tak skal lyde til de arbejdsomme trænere, ledere og bestyrelsesmedlemmer der har banet vejen for hvor vi er i dag.