Velkommen tilbage fra sommerferie

Kære medlemmer af FC Storebælt
Så er vi i gang igen, efter sommerferien er slut. Forude venter næsten tre måneder med en masse fodboldkampe, op- og nedture, frisk luft, og forhåbentlig også socialt fællesskab og hygge på alle holdene.
2023 er året, hvor FC Storebælt den 27. november fylder 15 år. Samtidig kunne Korsør Boldklub have fejret 120 års jubilæum i juli, ligesom vores anden moderklub Halskov Boldklub kunne have fejret 25 års jubilæum. Det er en historie vi er stolte af, og som kalder på en behørig fejring senere på året. Vi glæder os til at fortælle jer mere om hvordan!
Bestyrelsen har brugt lidt af sommerpausen på at forberede forskellige tiltag, som vi på førstkommende bestyrelsesmøde vil begynde at arbejde med. Det indebærer blandet andet:
- Vi kigger på at lave en ambitiøs facilitetsplan som gerne skulle kigge mange år frem, i forhold til hvad klubben har af behov for at udvikle området omkring Korsør Ny Stadion
- Vi vil kigge på ændringer i vores sponsorkoncept, så det bliver endnu mere attraktivt at være sponsor i FC Storebælt. Her kigger vi også på vores nuværende aftaler med Cityforeningen (opsætning af flag i bymidten), vores fortsatte støtte fra lokale sponsorer, og nye klubsamarbejder med firmaer
- Vi er næsten i mål med at blive DBU Børneklub, og det er vi stolte af. I kan læse mere om klubbens Børnepolitik
- Vi har lavet en ny samarbejdsaftale med DIF Get2Sport, som omhandler ansættelsen af en lokal ressourceperson til vores netværk på Motalavej, øget skolesamarbejde og en mere fokuseret pigeindsats
- Videreuddannelse af flere trænere ved at afholde et lokalt C2 kursus
- Afholdelse af CP Female European Nations League Tournament til oktober på eget græs her i Korsør. En international udviklingsturnering for vores CP Kvinder, med deltagelse af Holland, Irland og Spanien
Vi glæder os til at komme i gang og vil selvfølgelig informere alt vi kan om processen - og ellers kan I også holde øje med vores sociale medier på Facebook og Instagram
Nyt fra sommeren der er gået:
I løbet af sommerferien har vi afholdt CP Børnefodbold Camp med succes, med mange børn fra hele landet, der kom på besøg. Der var også besøg fra DR Sjælland, hvor vi var live igennem i radioen, samt besøg af TV2 Øst, der lavede et indslag om vores CP Camp.
Ligeledes har vores DBU Fodboldskole i uge 31 været en stor succes med åbning af flere pladser, da den blev hurtigt udsolgt. Vi endte med 54 deltagere i en hæsblæsende uge. Vi håber alle deltagere har haft en god oplevelse.
Under fodboldskolen har vi også solgt en del af klubbens gamle spillertøj til meget billige priser. Alt skal væk, for vi får ikke noget ud af at have det liggende, så vi vil meget gerne have det kommer ud til medlemmerne og bliver brugt. Det foregår i klublokalet, og man kan tage kontakt til Claus på claus.caspersen@gmail.com og aftale nærmere tid, eller man kan høre holdets trænere/holdledere om at få adgang til klublokalet. Betaling foregår via MobilePay til klubben.
For U12 og nedefter:
Nye regler sætter det gode kampmiljø og børnene i centrum. Efter sommerferien kan du se frem til et nyt sæt af regler i børnefodbold – men hvorfor?
Ændringen i reglerne i børnefodbold udspringer fra to grunde.
1. For det første ønsker man i lokalunionerne helt lavpraktisk at ensarte spillereglerne på tværs af landet, så alle børn spiller efter de samme regler.
2. Den anden grund skal findes i DBU’s Børnesyn – her har der været en plan og et ønske om at revidere reglerne og kampmiljøet i overensstemmelse med DBU’s Børnesyn, som blev vedtaget sammen med DBU’s Børnestrategi.
Det betyder helt praktisk, at det nye regelsæt ikke kun inkluderer de lavpraktiske spilleregler, men indeholder også råd til kamplederen, regler for kampafvikling og for voksenadfærd samt nogle adfærdsregulerende regler.
De nye regler gælder i U6-U12 i kampene 3v3, 5v5 og 8v8.
Vi afholder en lokal uddannelse i at være kampleder torsdag den 17. august kl. 1630-1730. Vi opfordrer alle, der gerne vil hjælpe til som kampledere ved stævner og kampe til at deltage. Det foregår ved at vi mødes på bane 1, hvor der vil være en blanding af teori og praksis. Har du ikke fået indbydelsen kan du læse mere på vores Facebook eller i denne nyhed.
Læs mere om de nye spilleregler, og husk alle tilskuere til børnekampe altid bør overholde de ti forældrebud.
Tilbage er der bare at sige til jer alle, at vi glæder os til at se jer alle derude. God sæson fra alle i bestyrelsen.
Med sportslige hilsner
På bestyrelsens vegne
Rune Ravn
Formand