Klublokale - og kioskbestyrer
Klublokale- og kioskbestyrer til FC Storebælt
FC Storebælt søger en ny klublokale- og kioskbestyrer med flair for at skabe hyggelige, indbydende rammer for vores medlemmer.
FC Storebælt er en fodboldklub i udvikling. Vi har ca. 250 medlemmer og engagerede frivillige. Vi prioriterer, at der er plads til alle, og at alle får en god oplevelse, når de er en del af vores fællesskab. En del af den gode oplevelse er, at man har et indbydende klublokale, hvor salg af varer møder efterspørgslen. Vi har brug for en person, som kan hjælpe os med at skabe disse rammer i vores klublokale og har lyst til at administrere og udvikle vores kiosk og rammerne i klublokalet men også klubbens salgsbod som kan sættes op, når der er hjemmekampe på Ny Stadion. Det indebærer derfor indkøb af varer, oprydning i lokalet og eventuel udvikling af tilbuddet i samarbejde med klubbens bestyrelse. Lyder det som noget for dig?
Om dig
Vi forventer af dig, at du er engageret i foreningslivet og klubbens udvikling. At du er imødekommende og har flair for salg. At du har god dialog med frivillige og andre ledere i klubben. Du kan føre regnskab og er pålidelig, ligesom du skal kunne godkendes af bevillingsnævnet som bestyrer, da klubben har en alkoholbevilling. Du må gerne have en tilknytning til klubben eller nærområdet, men det er ikke et krav.
Der indhentes børneattest, da virket omfatter direkte kontakt med børn under 15 år.
Estimeret tidsforbrug
Det forventes, at der gennemsnitligt vil være arbejde til 3 timer ugentligt, og mere såfremt man ønsker at stille salgsbod op i forbindelse med hjemmekampe m.v. Du betragtes som frivillig og forpligtes aldrig over evne, og du modtager behørig instruktion i arbejdsområderne.
Kontakt
Har du spørgsmål til stillingen, kan du rette dem til formanden Rune Ravn på 50598982 eller formand@fcstorebaelt.dk
Er du interesseret i stillingen i FC Storebælt, så send din ansøgning til fcs@fcstorebaelt.dk snarest.